De følgende råd bygger på forskning i tilknytning og viden om samspil mellem hjerne og opvækstmiljø – og på vores mange samtaler med børn og familier hvor en eller begge forældre er ramt af narcissisme, som skaber sensitive reaktioner hos børnene. I nogle tilfælde er forældrene skilt, mens der i andre tilfælde er tale om forældre, som i terapi arbejder med at hele deres narcissistiske forsvar. Læs mere om behandling af narcissisme hos voksne her.

1.Skab en tryg base – ikke et perfekt hjem

Børn heles ikke af glatte overflader, men af forudsigelighed og ro. Når verden føles utryg, bliver det vigtigste, at der findes et sted, hvor dit barn kan lande. Du kan f.eks. sige: “Her må du være, præcis som du er – også når du er vred.”
Forskning (Schore, 2012) viser, at gentagen samregulering stabiliserer barnets nervesystem og virker som små daglige “mikro-genopbygninger”.

2.Giv dit barn virkeligheden tilbage

Narcissistisk forældreskab skaber forvirring: Barnet lærer at tvivle på, hvad det mærker. Og flytter sit kompas fra eget indre over i forældrenes vurderinger. Når du siger: “Ja, det var uretfærdigt” eller “Jeg forstår, at du blev bange”, bliver du barnets spejl.
Fonagy (1997) viste, at netop sådan realistisk spejling genskaber evnen til mentalisering – at føle og reflektere over andres indre tilstande uden at miste sig selv.

3.Tal mindre om fejl og mere om følelser 

Barnet lærer ofte, at vrede og sorg er “forkerte”. Når du hjælper barnet med at navngive følelser – “Jeg kan se, du er vred og ked af det på samme tid” – skabes forbindelser i hjernen mellem sprog og følelse. Siegel (2012) kaldte det “Name it to tame it” – at navngive de svære følelser er at tæmme dem.

4.Lad dit barn mærke, at det påvirker dig – uden at give det ansvar

Narcissistiske forældre reagerer ofte med kulde eller overreaktion. Det helende modbillede er, når dit barn mærker: “jeg gør en forskel for dig – men jeg bærer dig ikke”
Sig eller signaler: “Da du kiggede sådan på mig, kunne jeg mærke, at jeg blev rørt – det var en fin måde at vise omsorg på.” Du anerkender, at dit barn har set din følelse, men viser samtidig at du kan bære dig selv. Det genskaber troen på, at følelser kan deles uden at overvælde

5.Brug kroppen som kompas

Når et barn vokser op i følelsesmæssigt kaos, mister det ofte forbindelsen til sin egen krop – som et kompas, der har mistet nord.
Du kan hjælpe barnet med at finde retningen igen gennem små rytmer: faste måltider, en rolig stemme, et øjebliks stilhed sammen.
Flere forskere påpeger (Crittenden, 2008; Schore, 2019), at kroppen må falde til ro for at sindet kan føle sig trygt. 
Sig f.eks. til dit barn: “Lad os trække vejret sammen – mærk dine fødder mod gulvet. Her står vi begge stille et øjeblik.”

6.Vær det vidne, der tror på dit barns udvikling

Et barn, der lever med fornægtelse og gaslighting, lærer at tvivle på sin egen virkelighed.
Når du formår at sige: “Jeg tror på dig. Det, du følte, giver mening,” bliver du det vidne, barnet ikke havde med den narcissistiske forælder.
Lyons-Ruth (2005) viste, at blot ét menneske, der bekræfter barnets oplevelse, kan ændre udviklingsbanen og forhindre, at utryg tilknytning bliver til traume. Din ro og anerkendelse er modgiften til forvirring – den siger: “Det du mærker, findes, og du er ikke alene i det.”