Særligt sensitive børn 4-5 år. 10 kendetegn og 10 gode råd til forældre

10 tegn, du genkender fra hverdagen og 10 gode råd til sensitive børns forældre

To særligt sensitive piger som er glade

Hvordan genkender du et særligt sensitivt barn 4-5 år? Og hvad kan du som forælder gøre for at støtte og styrke, når dit barn reagerer mere sensitivt på indtryk i hverdagen?

Her i artiklen kan du læse om 10 typiske kendetegn og få viden og redskaber, som klæder dit på til at møde dit særligt sensitive barn, og lære det at berolige sit følsomme nervesystem og klare livets udfordringer.

Læs også vores artikler om særligt sensitive børn 0-1 år, særligt sensitive børn 2-3 år og testen Er dit barn særligt sensitivt?

Særligt sensitive børn 4-5 år – genkend 10 vigtige kendetegn

De ti kendetegn med eksempler fra hverdagen hjælper dig til at forstå et særligt sensitivt barn mellem 4-5 år og kan bruges sammen med testen “Er dit barn særligt sensitivt?” og listen med kendetegn.

10 Tegn på særlig sensitivitet hos børn på 4-5 år. Dit barn…

  1. Bliver let overvældet af støj: F.eks. dækker dit barn ørerne, når der er høj musik eller mange mennesker taler. Eller dit barn bliver mere forstyrret af at høre børnesange og høj musik i børnehaven.
  2. Reagerer kraftigt på tøj: Kan klage over tøj, der kradser eller sidder forkert. Dit barn kan have svært ved at komme ud af døren om morgenen, hvis en sko sidder forkert eller et mærke på tøjet irriterer det.
  3. Bliver hurtigt træt og/eller overgearet af store grupper: Dit barn foretrækker at lege med én ven fremfor mange. Hvis dit barn hører til de 30 % udadvendte/nyhedssøgende særligt sensitive børn, kan det opsøge større grupper og blive overgearet af det.
  4. Har en stærk fantasi: Dit barn kan skabe komplekse lege eller historier, det lever sig meget ind i scener fra børnebøger og film og kan være meget opslugt af sit indre liv.

5. Bemærker små detaljer: F.eks. opdager dit barn en myre på gulvet eller en ændring i indretningen i børnehaven. Dit barn kan også hurtigt se en ændring i andres ansigtsudtryk og reagerer følsomt på det.

6. Er meget omsorgsfuld og reagerer stærkt  på andres følelser: Når dit barn er i balance, trøster det andre børn, der er kede af det. Er dit barn presset, kan det omvendt blive så overvældet af sin medfølelse, at det trækker sig.

7. Reagerer mere intenst på kritik og anerkendelse: Kan blive meget ked af det, selv ved mild irettesættelse, men omvendt også føle sig meget løftet og positivt påvirket af positiv feedback .

8. Bliver meget påvirket af skift og forandringer: Dit barn har svært ved hurtigt at afslutte en leg og kan hurtigere føle sig forstyrret, hvis dagens rutine ændres.

9. Har svært ved at falde i søvn og falde til ro, hvis der sker meget: Dit barn tænker meget over dagens begivenheder – både det svære og det gode. Dit barn kan have brug for ekstra støtte til at slappe af i løbet af dagen og falde i søvn om aftenen, når der er meget på programmet.

10. Spørger om den dybere mening: Dit barn kan stille spørgsmål som ‘Hvorfor bliver himlen mørk? Hvornår har universet fødselsdag? Eller hvorfor er børn onde ved hinanden?”

Hvis du genkender mange af de 10 kendetegn, vil de 10 praktiske anbefalinger kunne give dig inspiration til at støtte dit barn med at få det bedste ud af sine sensitive personlighedstræk.

To særligt sensitive drenge krammer hinanden

Her er 10 gode råd til forældre med særligt sensitive børn 4-5 år.

Mange forældre har oplevet en dyb virkning af disse råd, men sensitive børn i 4-5 års alderen er forskellige, så brug din sunde dømmekraft og tilpas strategierne til dit barn.

1.Skab rolige rutiner og ritualer

Hverdagslivet uden for hjemmet er tilpasset flertallet af børn, som er medium eller lavt sensitive. Derfor har dit særligt sensitive barn brug for hjælp til at få ro i sit nervesystem.

Giv f.eks. dit barn en rolig landingsplads, når det kommer hjem fra en lang dag i børnehaven. Her viser forskningen nemlig, at behovet er stort. Hvorfor? Fordi niveauet af stresshormoner er højere hos særligt sensitive børn end hos andre børn på dette kritiske tidspunkt af dagen.

Når du siger: “Jeg kan se, at du er træt efter børnehaven. Skal vi sætte os og tegne?” så hjælper du dit barn til at føle: ‘Det er ok, jeg har det sådan her, og jeg får hjælp til at håndtere det‘. Ved at sørge for en rolig og hyggelig stund, kan dit barn opleve: ‘når jeg føler mig urolig indeni, kan jeg falde til ro igen.’

At gentage de rolige rutiner og ritualer, hvor du regulerer dit barns nervesystem dag efter dag – og igen og igen – er helt afgørende i opdragelsen af et særligt sensitivt barn. Det hjælper dit barn til at styre uden om vrede, stress og bekymringer, som ellers ville opstå, fordi dit barn ikke kan finde ro indeni.

2.Accepter dit særligt sensitive barns behov

Måske har du selv glædet dig til en lang dag i Tivoli eller legeland? Men du opdager, at dit særligt sensitive barn har fået nok efter et par timer. Nogle gange kan og skal planer ikke ændres. Men andre gange har dit særligt sensitive barn brug for accept. Her er nogle eksempler:

  • vil dit barn ikke lege med mange børn på én gang, kan du planlægge små legeaftaler.
  • vil dit barn tidligt hjem fra en fest eller en udflugt, kan du undgå at gøre det til et problem.
  • Fjern unødvendige labels fra tøjet og styr uden om sko, der klemmer.
  • Forebyg overplanlægning, sådan at flertallet af dage i en ferie ikke er fyldt med aktiviteter.
  • Afsæt rolig tid til at slappe af i weekenden.

Husk, det handler IKKE om at skære alle stimuli væk eller pakke dit barn ind i vat. Det er balancen mellem aktivitet og tid til at bearbejde indtryk, som er vigtig.

3.Giv dit særligt sensitive barn accept

At tilpasse hverdagen til dit særligt sensitive barns behov kan udfordre, hvis du som forælder selv er mindre sensitiv. Accept bygger dit barns selvværd og selvtillid op.

For hvad sker der, hvis du kritiserer dit barn for at være anderledes end dig selv? – eller mellem linjerne udtrykker skuffelse og signalerer, at ‘det her er ikke normalt‘? Så kan det påvirke dit barns selvfølelse negativt.

Allerede som 4-5 årige hører vi særligt sensitive børn fortælle deres forældre: “Jeg er ikke som de andre. I kan meget bedre lide lillebror. Jeg er dum. Jeg er for langsom, for følsom, for besværlig, for… osv. ”

Det vigtige for dit barn er derfor, at det kan mærke:  ‘jeg har din accept. Det er ok, vi er forskellige. Jeg ved, at du synes, jeg er værd at elske som jeg er.

Læs også artiklerne: Styrk dit barns selvværd. 15 gode råd til forældre og Giv dit barn selvtillid. 10 tegn og 10 gode råd til forældre.

4.Sæt grænser med kærlighed

Dit særligt sensitive barn har som alle andre børn brug for at mærke, at vi som voksne kan sætte rammer – men det kan du gøre uden skældud.

For eksempel:
“Jeg ved, du gerne vil lege videre, men nu er det tid til at tage tøj på. Jeg hjælper dig.”

Hvis dit barn stadig protesterer, kan du anerkende dit barns følelser og samtidig fastholde grænsen:
“Jeg kan godt se, du ikke har lyst, men vi skal ud ad døren. Jeg tager dig i hånden, så gør vi det sammen.”

I de situationer hvor dit barn reagerer mere følsomt, når du sætter en grænse, er det vigtigt at bevare roen. På den måde giver du dit barn en mere tryg base at udforske verden fra. Og det vil sætte positive spor livet igennem.

Lær mere ved vores 3-timers online seminar om Sensitive børns følelsesliv.

5.Giv dit særligt sensitive barn tid til at skifte gear

Mange særligt sensitive børn har svært ved små skift i løbet af dagen. De fordyber sig og bliver meget optaget af det, de er i gang med.

Du kan hjælpe dit barn ved f.eks. at sige: “Vi pakker sammen om 5 minutter, så du har tid til at gøre dig færdig.”

Små ritualer kan gøre overgange lettere, syng en sang, når I skal til at sætte jer ved bordet. Lav en bestemt leg, når I skal fra tandbørstning videre ind i seng osv.

For mange særligt sensitive børn fungerer morgen, eftermiddag og aften bedre, når de har et lille piktogram. Gentagelser er også en stor hjælp, sådan at overgang fra én aktivitet til en anden sker på samme måde hver dag.

6.Del positive følelser med dit særligt sensitive barn

Dit sensitive barn suger stemninger til sig.

  • Udtryk dine positive følelser tydeligt og lad dit ansigt og dine ord vise din glæde, kærlighed, taknemmelig osv.
  • Skab balance mellem energisk lykke som kildeleg eller fangeleg og rolig lykke som at sidde tæt, læse sammen, eller kæle med et kæledyr.
  • Signaler ‘ja tak’, når dit barn deler en positiv følelse. Hvis dit barn morer sig, kan du selv le med, hvis dit barn omfavner dig, kan du selv være kærlig og varm osv.

Når du deler positive oplevelser og følelser, vil dit særligt sensitive barn typisk være endnu mere positivt påvirket af det end et andet barn.

7. Anerkend dit barns styrker

Forskningen er tydelig. Når særligt sensitive børn mellem 4 og 5 år er i balance, er de typisk:

  • mere villige til at dele deres legetøj
  • bedre i stand til at vente på deres tur
  • mere optaget af at hjælpe andre, der har det svært
  • hurtigere til at lære af en irettesættelse
  • mere tilbøjelige til at følge regler
  • meget opmærksomme på små nuancer, f.eks. i natur, musik og kunst

Når du får øje på nogle af disse styrker i dit barn, så anerkend dem.

Husk samtidig, at når et særligt sensitivt barn er stresset og overvældet, kan barnet have svært ved at vise sine styrker.

Læs mere vores bog Sensitive børn – fra sårbarhed til styrke.

Eller tjek vores bog og seminar, der handler om Fordelen ved at være sensitiv.

8.Hjælp dit barn til gode søvnrutiner

Skab en rolig og forudsigelig atmosfære inden sengetid – sæt ekstra tid af efter en dag med mange indtryk.

  • Indfør en fast rutine med gentagelser, f.eks. et bad, dæmpet lys og en godnathistorie. Læs mere her om gode råd til søvn.
  • Undgå skærme og overstimulering mindst en time før sengetid. Læs mere her om skærmtid.
  • Tal roligt om dagens oplevelser for at afrunde.
  • Anerkend barnets følelser, hvis det har svært ved at falde i søvn: hvis du selv føler dig lidt slidt og irriteret, kan du forestille dig, at du taler til en sød lille hundehvalp.
  • Giv dit barn ro med sætninger som: “Det er okay, vi tager det i dit tempo.”

Husk, at godnat rutinen for dit barn kan være som at sige farvel til dig. Et trygt og stabilt ritual, hvor du som forælder er i balance, styrker dit barns trygge tilknytning.

9.Vær opmærksom, når dit barn møder modgang

Forskningen viser, at særligt sensitive børn rammes hårdere af modgang. Det kan f.eks. være:

  • sociale vanskeligheder i skolen
  • konflikter i hjemmet
  • sygdom og dødsfald
  • svære relationer til vigtige voksne

Dit særligt sensitive barn vil hurtigere kunne udvikle stress eller psykiske lidelser. Her er det vigtigt at skelne mellem dit barns særligt sensitive træk, og hvornår der er andet og mere på spil.

En god tommelfingerregel er at spørge: er det især de negative sider ved at være særligt sensitiv, som fylder i mit barns liv?

I givet fald kan det være godt at tjekke tegn på stress, angst, traume, komplekse traumer og nedtrykthed – og prøve at få mere viden og følge nogle af de gode råd, der kan hjælpe dit barn til at få det bedre.

10.Søg professionel hjælp, hvis dit barn er belastet i længere tid.

Nogle gange bliver vi som forældre først opmærksomme på, at vores barn er særligt sensitivt, når barnet har problemer.

De særligt sensitive børn er mere påvirkede i det omgivende miljø. Derfor kan stress, pres eller dårlig stemning i hjemmet eller børnehaven få større betydning – f.eks. hvis barnet ikke trives med en ny voksen i børnehavet, at en god ven er flyttet eller at der er mange konflikter i hjemmet.

Omvendt vil et særligt sensitivt barn også være mere modtagelig for hjælp og støtte. Og der er meget, du som forælder kan gøre, hvis dit barn ikke trives. Ofte kan små redskaber gøre en stor forskel. Netop fordi dit barn er meget påvirket af din opførsel.

Du kan ringe direkte til Martin på 3110 6360, sende en SMS, eller skrive på martin@sensitiv.dk. Vi har mange års erfaring i at hjælpe forældre til særligt sensitive børn i alderen 3-4 år, når der opstår problemer i hverdagen. Flere af Martins samtaler foregår imens du som mor eller far er derhjemme sammen med dit barn, hvor han roligt guider dig gennem telefonen, så du kommer tilbage på sporet og får en tryg kontakt til dit barn.

Kunne du lide denne artikel om særligt sensitive børn 3-4 år? Så er du velkommen til at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev, som udkommer hver 3 uge med viden og gode råd.

Ønsker du mere gratis information?

Tilmeld nyhedsbrevet, som ca. hver 3 uge kommer med gratis artikler, der ligesom denne artikel giver dig viden og vejledning til hverdagen – og få  kapitler fra to af vores bøger i gratis gave. Du kan også se videoklip, høre radiointerviews og læse artikler fra pressen.

Psykolog, Lise August & Psykoterapeut, Martin August

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til vores kurser, gruppeforløb og individuelle samtaler med fokus
på at at give sensitive børn og deres forældre gode strategier til hverdagen, er du meget velkommen at kontakte os.

 

BOG
Sensitive Børn

BOG & VIDEO
Kursus

BOG
Sensitive Børn og Voksne

DOBBELT DVD
Særligt Sensitive

SENSITIVE VOKSNE


SENSITIVE BØRN


Lise og klient terapi samtaler

BOOK SAMTALE


Ønsker du mere gratis information?

Tilmeld nyhedsbrevet, som ca. hver 3 uge kommer med gratis artikler, der ligesom denne artikel giver dig viden og vejledning til hverdagen – og få  kapitler fra to af vores bøger i gratis gave. Du kan også se videoklip, høre radiointerviews og læse artikler fra pressen.

Psykolog, Lise August & Psykoterapeut, Martin August

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til vores kurser, gruppeforløb og individuelle samtaler med fokus
på at at give sensitive børn og deres forældre gode strategier til hverdagen, er du meget velkommen at kontakte os.