Relationsangst og bekymringer for parforholdet? 10 tegn og 5 gode råd mod forholdsangst
Slip relationsangsten, styrk parforholdet og få færre bekymringer i hverdagen med din partner
Relationsangst – enten hos dig selv eller din partner – viser sig som tilbagevendende bekymring, tvivl og usikkerhed om parforholdet.
Artiklen guider dig til at genkende 10 tegn på relationsangst og giver 5 vigtige råd til at slippe bekymringerne og frigøre mere positiv energi til parforholdet.
10 vigtige tegn på relationsangst
Der er forskellige former for angst for parforholdet
Du og din partner kan både kæmpe med angst for nærhed og angst for afstand:
Relationsangst: 5 tegn på, at du er bekymret for nærhed i parforholdet
- Usikkerhed og tvivl. Efter positivt samvær og nærhed kommer bekymringerne: er forholdet det rigtige? Er det godt at blive sammen?
- Angst for afsløring: at din partner går fra dig, når du viser din ægte personlighed bag masken. Også kendt som imposter-fænomen/impostor syndrome.
- Undertrykte følelser: Bekymringer for, at forholdet måske ikke varer ved, ‘løser’ du ved at tie stille og tage afstand til din partner.
- Modstridende følelser: På indersiden lurer angsten for at miste, men på ydersiden virker du kold, uempatisk og/eller ligeglad.
- Negative forventninger: når forholdet bliver mere nært og forpligtende, gribes du af angst for at blive kvalt og ikke kunne være dig selv længere.
Relationsangst: 5 tegn på, at du er bekymret for afstand i parforholdet
- Overtænkning af samtaler, tekstbeskeder, intime situationer, kontakten til andre i jeres netværk osv.
- Angst for ikke at være vigtig nok: for at din partner prioriterer andre højere end dig
- Uro for, om du er god nok. F.eks. at din partner bedre kan lide andres personlighed, kompetencer, udseende osv.
- Worst-case scenarier på et eller flere områder, f.eks. utroskab, tab af kontakt, mangel på interesse fra din partner.
- Bekymringer: De er urolig for at bekymringer og relationsangst vil påvirke parforholdet negativt.
Hvad gør du, hvis du genkender et eller flere af disse tegn?
Relationsangst påvirker dit daglige velvære og kvaliteten af din relation til din partner – det gælder uanset hvilke tegn, du genkender og hvor intense de er. Læs videre og få 5 gode råd til at bearbejde bekymringerne og slippe relationsangsten.
5 Gode råd mod relationsangst.
Vigtige veje og redskaber til at håndtere bekymringer for parforholdet
1.Forstå og bearbejd din tilknytningsstil
-
Udløses din relationsangst og dine bekymringer især af nærhed i parforholdet?
Så har du ofte gavn af at genkende og bearbejde måder at tænke, føle og handle på, som hører til en undvigende/afvisende form for utryg tilknytningsstil. Det gælder både i din personlige udvikling og i din måde at indgå i parforholdet.
Undersøg, hvor de negative forventninger til parforholdet kommer fra. Forløsningen er typisk kun kortvarig, hvis du gang på gang vælger at slutte et forhold, når din partner kommer tæt på.
En varig løsning kommer først, når du lærer ikke at undertrykke dine følelser og trække dig væk. Men i stedet udtrykker dine følelser, engagerer dig emotionelt i parforholdet og oplever, at du er i stand til at tackle problemer sammen med din partner.
-
Udløses din relationsangst og dine bekymringer især af afstand i parforholdet?
Så har du ofte gavn af at genkende og bearbejde måder at tænke, føle og handle på, som hører til en ængstelig/ambivalent form for utryg tilknytningsstil. Det gælder både i din personlige udvikling og i din måde at indgå i parforholdet.
Forstå, at du bærer en længsel, som udspringer af sår fra fortiden, og at det bliver svært for en hvilken som helst partner at forløse den, medmindre du også selv arbejder med at ændre dine reaktionsmønstre. Du kan godt have forventninger til parforholdet og ønske at din partner er en tryg havn og en sikker base, det er sundt og naturligt at søge en tryg tilknytning i parforholdet.
Men dine forventninger skal være realistiske og afstemt til en hverdag, der giver plads til, at både du og din partner godt kan være adskilte – uden at det indebærer en brudt forbindelse mellem jer.
-
Udløses din relationsangst og dine bekymringer både af nærhed og afstand i parforholdet?
Så har du ofte gavn af at genkende og bearbejde måder at tænke, føle og handle på, som hører til en ængsteligt undvigende /desorganiseret tilknytningsstil. Det gælder både i din personlige udvikling og i din måde at indgå i parforholdet.
Forstå, at du i hverdagen hurtigt kan blive trigget af tilsyneladende ‘små’ ting og få en ‘stor’ reaktion på dem. Hvorfor? Fordi du tidligere i dit liv har oplevet svigt i dine relationer. Ofte i barndommen, men til tider kan det være i et tidligere parforhold. Hjernens alarm er blevet overaktiv og ‘bibber’ både når din partner er tæt på dig og væk fra dig, hvis jeres samspil minder om noget, der var svært tidligere i dit liv.
Med en bevidst og konstruktiv tilgang til, hvordan nutidens samspil kan vække fortidens sår til live, bliver det muligt for dig og din partner at helbrede smerten og genskabe en positiv forbindelse.
2.Afsæt en prøveperiode til at slippe din relationsangst, mens du træner nye færdigheder
Når du har fået indsigt i din tilknytningsstil, kan du lave en plan for, hvordan du forandrer de indre arbejdsmodeller, der knytter sig til utryg tilknytning – og i stedet erhverver de færdigheder, der hører til en tryg og positiv tilknytning.
1. find ud af hvilke situationer der især er svære for dig.
2. observer, hvordan du har det i kroppen, hvad du tænker og føler og hvordan du handler.
3. definer et klart mål for, hvad du vil sige, tænke og gøre næste gang, de svære situationer dukker op.
4. accepter, at det tager tid at ændre gamle vanemæssige mønstre.
5. søg professionel hjælp, hvis du ikke kan bryde dine adfærdsmønstre på egen hånd.
Disse 5 trin hjælper til at vende utrygge indre modeller for at være i et parforhold til sunde, positive og trygge modeller. At integrere tryg tilknytning i din personlige udvikling og din måde at være i parforholdet er vejen til varigt at overvinde bekymringer og relationsangst.
Vigtig pointe: ofte er den bedste måde at skabe forandring hos din partner og i parforholdet, at du selv tager de første skridt.
Når du selv er i stand til at ændre dig, ændrer det ved dynamikken i parforholdet, og de gamle mønstre bliver brudt. Du vil ikke kun frisætte dig selv men også din partner fra at bære vægten af angst og bekymringer. Det giver plads til flere levende og naturlige samspil.
3.Forhold dig bevidst til myten om den perfekte partner og det perfekte parforhold
Myten om den perfekte partner og det perfekte parforhold kan føre til en konstant grublen og bekymring, som kan gå i flere retninger:
- En kritik, der rettes udad: er du nu den rette for mig? Findes der en anden jeg passer bedre sammen med? osv.
- En kritik, der rettes indad: er jeg nu god nok til dig? Hvad ser du i mig? Når du finder ud af, hvem jeg er, vil du også finde ud af, at jeg ikke er værd at være sammen med osv.
- En kritik, der både rettes indad og udad, mens parforholdet bliver sammenlignet med andre parforhold, der virker mere rigtige og ‘perfekte’.
Forskere og eksperter i parterapi understreger, at denne slags bekymringer ofte tjener som en flugt fra følelser, der er svære og komplekse.
Løsningen er at vinke farvel til myterne om det perfekte. Begynd i stedet at mærke de modsatrettede følelser, du bærer rundt på indeni. Og lær at engagere dig i det, der er svært og finde løsninger sammen med din partner.
F.eks. kan du sige til din partner: “Det sårer mig, når du ikke afstemmer planer med mig. Kunne vi planlægge vores fredage aftener lidt bedre?” hvilket potentielt kunne føre til, at din partner vænner sig til at tænke på både sine egne og dine behov i planlægningen – og derved får dig til føle dig værdsat.
Eller du kan mærke dit behov for et frirum og sige: “Jeg har brug for en aften, hvor jeg bare er alene, og jeg er urolig for, om du vil kunne holde til det”. Det kan føre til, at du opdager, at det er muligt at være i parforholdet og samtidig få skabt plads til dig selv.
Når du kommunikerer konstruktivt om de problemer, du oplever med afstand og nærhed, er du reelt gået i gang med at tage de første skridt til at få has på relationsangsten. Myten om det perfekte skaber omvendt modløshed, handlingslammelse og flugt.
4.Tal åbent med din partner
Der kan være mange bekymringer, som holder dig fra at tale med din partner:
- det er ikke det rette tidspunkt for ham.
- jeg sårer min partner så meget, at hun ikke vil kunne holde til det.
- hvis han finder ud af, at jeg har det sådan, vil han ikke have lyst til at blive sammen med mig.
- hun vil aldrig kunne forstå mig, det nytter ikke alligevel.
- osv. osv.
Førsøg at ændre din indstilling. Forstå, at du og din partner er nødt til at løse problemerne sammen. I bliver stærkere, når I sammen ser på de mønstre, der kan fastholde jer i usunde og fastlåste roller, der giver grobund for relationsangst og bekymringer om parforholdet.
Vigtig pointe: Når du tager hul på samtalen uden at bebrejde og fortæller om de skridt, du selv tager for at skabe forandring, håndterer du relationsangsten bevidst, kompetent og konstruktivt.
Husk, at flere forskere understreger vigtigheden af en stærk vi-følelse, som knytter sig til lykke i parforholdet. Det er et vi, der sætter begge partnere fri til at være sig selv. Og det er et vi, der skaber et fællesskab, hvor det er muligt at tale åbent om de problemer, der opstår i parforholdet og løse dem i fællesskab.
5.Lær at genkende og tøjle katastrofetankerne
I mørke kan et reb, der ligger på jorden, forveksles med en slange, så du tror, at du står over for noget farligt. I dine bekymringers mørke kan du på samme måde øjne trusler og fare, hvor der ingen er.
Katastrofetanker kan gå i mange retninger, men fælles for dem alle er, at de føles virkelige. Dit hjerteområde føles tungt og mørkt, i stedet for let og lyst. Den stærke følelse, som katastrofetanken skaber indeni, bliver et bevis for, at det, du frygter, passer:
- Lær at skelne mellem begrundet frygt og ubegrundet angst. Begrundet frygt opstår f.eks. hvis din partner tidligere har været utro, og du nu opdager, at han lyver igen. Ubegrundet angst opstår f.eks. når din partners høflige smil til sin bordherre bliver et bevis på hendes kommende utroskab.
- Forstå, at følelser ikke er facts. Fordi du føler, at du bliver spærret inde af din partner, når hun ønsker at planlægge fredag aften i god tid, behøver det ikke passe. Din partner ønsker måske blot at finde ud af, hvornår hun selv kan lave en aftale med sine veninder.
- Stil sunde spørgsmålstegn ved dine negative forventninger: Overvej nøje, om du er ved at skabe en trussel, som ikke eksisterer i virkeligheden. F.eks. kan du huske de positive øjeblikke, du og din partner for nylig har haft sammen. Det kan hjælpe dig til at erkende, at det er usandsynligt, at din partner er ved at forlade dig.
- Find indre ro: Når du har forstået, at det er relationsangsten, der har taget fat i dig, skal du ikke lade den løbe afsted med dig. Brug i stedet forskellige strategier til at slippe bekymringerne for parforholdet og falde til ro, som passer godt til dig: gå en tur med hunden, ryd op i et skab, se en morsom film, ring til en ven, planlæg næste uges menu eller prøv yoga og meditation.
- Lad tvivlen komme parforholdet til gode i din prøveperiode: Hvis du f.eks. har aftalt med dig selv, at du vil tage skridt mod positiv forandring i de næste 3 måneder, duer det ikke, at du genforhandler beslutningen hver aften. Giv i stedet dig selv og din partner en ærlig chance.
Til slut e praktisk tip til en daglig øvelse, der kan holde dig på sporet, når du ønsker at overvinde relationsangsten.
Reflekter hver aften:
- hvordan har jeg i dag været anderledes? Hvad ville jeg have gjort tidligere? Hvilken forskel gør det for mig og for parforholdet, at jeg ændrer min tilgang? Hvad sker der, når jeg ikke lytter til bekymringerne?
- hvordan føles det at gøre noget andet? F.eks. hvilke følelser oplever jeg, når jeg er hjælpsom og kærlig i stedet for ligeglad? Hvordan har jeg det i kroppen, når jeg siger nej og står op for mine værdier i stedet for at lade mig dominere af relationsangsten?
- Hvordan styrker jeg denne udvikling: er der noget, jeg skal fokusere mere/mindre på i morgen?
Kunne du lide denne artikel om at slippe relationsangst og håndtere bekymringer om parforholdet? Så er du velkommen til at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev, som hver 3. uge udkommer med lignende gratis artikler og gode råd. Du kan også skrive til os på kontakt@sensitiv.dk, hvis du ønsker at booke tid til en individuel samtale eller en parsamtale.
Anbefalede arrangementer
Kærlighedsliv og parforhold: 3-timers online seminar
Få vigtige redskaber til parforholdet, hvor én eller begge er sensitive
3-timers onlne seminar: Få vigtige redskaber til kærlighedslivet, når du og/eller din partner har sensitive træk.
Indre ro med hjertekohærens:
Lær en effektiv metode, du kan bruge i alle tænkelige situationer – og få det bedste frem i dig selv.
1-dagskursus: Enkle øvelser, du kan bruge før, under og efter overstimulation. Få flere positive følelser, højere livskvalitet og bedre søvn. Også egnet til at slippe stress, angst og depression.
Slip grublerier, tankemylder og bekymringer:
Find indre ro, styrk din handlekraft og få mere overskud til ydre stress
1-dagskursus: Bryd negative tankemønstre, frisæt din handlekraft og få enkle øvelser til indre ro, styrke og overbevisning.
Fra Vrede til Varme:
Lær at håndtere din vrede mere bevidst, kompetent og positivt
1-dagskursus: Styrk din autoritet, slip det negative og få bedre helbred og relationer. Lær at håndtere vrede på en stærk og positiv måde, som får de bedste sider frem i dine sensitive træk.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til vores kurser, gruppeforløb, individuelle samtaler og parsamtaler med fokus
på at udvikle tryg tilknytning er du meget velkommen at kontakte os.