Er Din Partner Deprimeret? Test og 10 Gode Råd, når Din Kæreste har en Depression.
Spot typiske tegn på depression, støt din kæreste og bevar din egen indre balance som partner
Depression rammer ikke kun din kæreste, men slider også på dig som partner. Depression øger risikoen for, at andre negative følelser kommer imellem jer – og for konflikt, krise og brud. Artikler gennemgår:
- vigtige tegn på depression hos din partner.
- vigtige ting, du kan sige, gøre og tænke for at hjælpe din partner – og dig selv – bedst muligt.
- strategier til at lade depression styrke – i stedet for at svække – parforholdet.
10 Vigtige Tegn på, at din partner kan have en depression
Din partner….
1. føler sig nedtrykt eller trist.
2. mangler interesse og lyst til ting, der plejer at fremkalde interesse og lyst.
3. føler sig træt og savner energi
4. savner selvtillid og har lav selvfølelse
5. er plaget af skyldfølelse
6. har tanker om meningsløshed, død og/eller selvmord
7. har svært ved at samle tankerne og koncentrere sig
8. er meget urolig eller hæmmet
9. har vanskeligheder med sin søvn
10. har ændret appetit
Genkender du flere tegn? – og især de tre første?
Så kan du hjælpe din partner til at søge hjælp og behandling. Som pårørende skal du aldrig selv diagnosticere. Men tjeklisten kan være nyttig som forberedelse til samtale med læge, psykiater eller specialpsykolog.
Vigtig pointe: Det er normalt, at humøret dykker hos alle mennesker: men hvis flere af disse tegn varer ved i over 14 dage er det vigtigt at være opmærksom og søge hjælp.
10 vigtige ting, du kan gøre for at støtte din deprimerende partner – og dig selv – bedst muligt
1. Vis forståelse – undgå minimerende strategier
Din partner kan føle sig ikke forstået af dig, hvis du bruger såkaldt minimerende strategier:
Dvs. at du ‘skruer du ned’ for at anerkende, hvor svært det er at blive ramt af nedtrykthed og depression.
Her er eksempler på at minimere:
- Prøv at tænke lidt positivt i stedet for.
- Hvis du tager dig sammen, skal det hele nok gå.
- Se hvor meget, du har at være taknemmelig for. Der er ikke grund til at være så ked af det.
- Det er ikke så slemt, som det ser ud for dig. Op med modet.
- Prøv at lade være med at overdrive
Eller måske forsøger du at muntre op med lidt humor… uden at det gør din partner glad.
Med dine forsøg på opmuntring prøver du at trøste din kæreste. Men mellem linjerne får du sagt: “Jeg forstår dig ikke.”
Som partner kan du på den måde virke afvisende, og din kæreste kan føle sig alene, misforstået og forkert.
Din kærestes depression kan lære dig at ‘slukke’ for de minimerende strategier. Når du gang på gang mærker, at strategierne ikke virker, bliver du mere motiveret for at lære strategier, der virker bedre. Strategier, hvor du anerkender din partners smerte – i stedet for at underdrive.
Resultatet er typisk, at parforholdet bliver stærkere i modgangen. I vil opleve mere nærvær, flere lyse øjeblikke og dybere kærlighed til hinanden. I stedet for at stå på hver jeres side af en usynlig kløft af mislykket kommunikation.
Vigtig pointe: lærer du at anerkende din kærestes smerte i stedet for at minimere, vil du styrke parforholdet
Nb. Hvis du har et undvigende/afvisende tilknytningsmønster, vil du være mere tilbøjelig til at minimere: læs artiklen med 20 tegn og 10 gode råd.
2. Bevar fatningen – undgå maksimerende strategier
Din partner kan føle sig presset af dig, hvis du bruger såkaldt maksimerende strategier:
Dvs. at når ‘skruer du op’ for de problemer, din nedtrykte partner oplever.
Her er eksempler på at maksimere:
- Hvis du har det så svært nu, hvordan vil det så ikke blive, når xxx sker?
- Jeg kan huske, at du også var deprimeret vinter. Tror du nogensinde, det holder op?
- Antidepressiv medicin har en hel masse bivirkninger, og jeg har hørt, at mange ikke får det bedre alligevel, hvis de forsøger at gå i terapi.
- Du ser forfærdelig træt ud, som om du slet ikke har mere energi tilbage.
- Det hele ser virkelig meget sort ud nu.
Måske bliver du selv så ked af det, at du græder fortvivlet eller bliver stille og opgivende.
Fordi du selv bliver overvældet, sender du negative og modløse signaler til din partner. Budskabet bliver: “det her er meget slemt, og det kan ikke løses”
Billedligt talt går du med din kæreste ned i et mørkt hul og graver det dybere. I stedet for at stå foroven og række et reb af håb ned til din partner, som føler sig hjulpet til at klatre op.
Du har typisk gavn af at tage lidt afstand til din kærestes problemer og berolige dig selv. Når dit eget alarmberedskab er mindre aktivt, kan du bedre holde hovedet koldt og hjælpe til at tænde lys i mørket.
Vigtig pointe: Ved at “slukke for” de maksimerende strategier, kan du blive en bedre støtte for din kæreste: nu og her – men også fremover.
Nb. Hvis du har et ængsteligt/ambivalent tilknytningsmønster, vil du være mere tilbøjelig til at maksimere: Læs artiklen med 20 tegn og 10 gode råd.
3. Brug anerkendelse og problemløsning – de bedste alternativer til minimering og maksimering
1. Anerkendelse styrker parforholdet:
Din kæreste har brug for, at du tydeligt udtrykker: “Jeg forstår godt, at du er ked af det. Du har grund til at være ked af det. Det er hårdt at have en depression.”
På den måde føler din partner sig ikke alene, afvist eller forkert. Som ofte sker, hvis du minimerer.
2. Problemløsning styrker også parforholdet:
Din kæreste har samtidig brug for, at du tydeligt viser: “Jeg tror på, at du kommer igennem det her, selvom det er hårdt. Jeg tror, det nytter noget at søge behandling og leve sundt. Og jeg tror på vores forhold og vores fremtid.”
På den måde viser du din kæreste, at du tror på, at problemer kan løses – og at depression ligesom andre problemer bliver bedre, når man aktivt forsøger at gøre en indsats for at forbedre situationen. I stedet for at forstærke håbløsheden, som ofte sker, når du maksimerer.
4. Tag ikke din partners ændrede adfærd alt for personligt
Din kærestes nedtrykthed og depression kan komme til udtryk på måder, der sårer dig.
Her er eksempler på at tage det personligt:
- din partner melder fra til fælles aktiviteter: Du føler dig fravalgt og nedprioriteret.
- din partner har mere letvakt vrede og irritation, når du begår en fejl. Du føler, at der er noget galt med dig og kritiserer dig selv.
Vigtig pointe: husk, at hver gang du tager deprimeret adfærd personligt, kan din skuffelse og smerte lægge et endnu større pres på din nedtrykte kæreste – som gerne vil gøre sin partner glad.
Her er eksempler på en mere konstruktiv tilgang:
- din partner melder fra til fælles aktiviteter. Du forstår, at depression nedsætter din partners energiniveau.
- din partner har mere letvakt vrede og irritation. Du husker dig selv på, at det er ok, at du til tider begår fejl – men at din partner i øjeblikket reagerer mere kraftigt på det end sædvanligt.
1. Forstå, at det nogle gange er depressionen, der taler og handler gennem din partner.
2. Husk dig selv på, hvordan din kæreste ville opføre sig uden depressionen.
3. Fokuser på at komme igennem din partners mørke tid uden at køre dig selv og din selvfølelse for langt ned undervejs.
5. Se gennem din partners negative filter på sig selv, andre og fremtiden
Under en depression bliver din kærestes syn på sig selv, andre og fremtiden mere negativt. Søg en vigtig balance mellem:
- kærligt at forstå, at din partner ser sig selv, sit liv, sine fremtidsmuligheder og andre – inklusive dig – gennem meget mørke briller: uden at argumentere imod det negative filter.
- holde fast i din egen oplevelse og stå ved den over for din kæreste.
F.eks. kan du sige:
“Jeg ved godt, at det er sådan, du føler det, og at det er rigtig svært lige nu. Du tror, at du aldrig bliver rask og får et godt liv, og at jeg er træt af dig (anerkendelse – uden argumentation).
Det gør mig virkelig ondt, at du skal igennem det her (medfølelse).
Men inderst inde tror jeg, at du kommer igennem det. Jeg er nogle gange træt af din depression, men jeg er ikke træt af dig, og jeg har tænkt mig at blive. Depressionen skal ikke få os ned med nakken. Lad os i stedet blive stærkere sammen. (din egen oplevelse)”
Find de ord, der føles naturlige for dig. Det vigtige er ikke de præcise ord, du vælger – men princippet. At du BÅDE udtrykker accept af din partners mørke filter OG udtrykker, at du kan se igennem filtret og ud på den anden side.
6. Giv konkret hjælp
Din partner har mindre energi, og selv små opgaver kan virke kæmpestore. Prøv at give din kæreste konkret hjælp i hverdagen, når du har overskud til det – og støt din partner i sund livsstil:
- Lav aftensmaden, tag opvasken osv.
- Kør din kæreste til stationen.
- Gå en lille tur med din partner hver dag – eller giv støtte til en anden slags motion.
- Støt din kæreste i at spise sundt og bl.a. få fiskeolier
- Tænd for lysterapi lampen.
Depression er en byrde at bære.
Når du hjælper din partner på disse måder, er der færre andre opgaver at bære på – og din kæreste får samtidig hjælp til at lade sin egen styrke og bæreevne vokse.
7. Vær kærlig og omsorgsfuld
Varme, kærlighed, fysisk kontakt og omsorg er guld værd, når din kæreste er deprimeret.
Din kærlige støtte ‘tænder’ for hjernens og nervesystemets oxytocin og andre kemiske signaler, som afbalancerer de systemer, der er ude af balance under en depression. Budskabet til din partner er:
- Du er værd at elske: Selvom du ikke føler dig så meget værd, er du værdifuld for mig.
- Du er ikke alene: Selvom nedtrykthed og depression skaber følelsen af at være isoleret fra andre, er jeg lige her og holder om dig. Jeg vil gerne være der for dig.
At blive holdt om, masseret eller kærtegnet – omsorgsfuldt som en forælder ville give omsorg til et oprevet barn – kan hjælpe din partner til at falde til ro og få flere positive følelser, som dæmper og beroliger de negative følelser.
8. Hav realistiske forventninger til din partner
Sæt dig ind i, hvordan et menneske forandrer sig under en depression. Og forvent ikke, at din partner kan det samme som ellers. Depressionen kan påvirke:
- sengetider og appetit.
- lyst til intimitet, sex og nærvær.
- hvor lang lunte din partner har, når du begår en fejl.
- stresstolerance.
- sansen for humor og proportioner.
- energiniveauet.
- overblik, fokus og koncentration.
Du kan opleve, at din kæreste ikke er den samme som ellers. Hvis du gang på gang forventer, at din kæreste skal opføre sig som sædvanligt er det som at banke panden mod en mur – det er ikke konstruktivt, og til sidst får du ondt i hovedet.
Anerkend forandringen, juster dine forventninger til din kæreste og forhold dig realistisk til, hvordan du og I kan indrette jer sammen, indtil depression er helbredt, og din partner bliver sig selv igen.
9.Støt din partner i sunde daglige rutiner, f.eks. at motionere, bruge lysterapi, spise sundt og tage kosttilskud
Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt at gøre en indsats for at få det bedre. Det nytter ikke at give op, når depression og nedtrykthed kaster en mørk skygge over hverdagen.
Forskningen er tydelig, og som partner kan du opfordre din partner til en sund livsstil. Hvis du også selv motionerer, spiser sundt, har gode døgnrytmer og begrænser stress, vil du gøre det lettere for din partner at følge i dine fodspor.
10.Prioriter de ‘søde øjeblikke’
Giv plads til øjeblikke med nydelse, ro og positive følelser i de daglige og ugentlige rytmer.
Eksempler på ‘søde øjeblikke’:
- Give eller modtage massage, fodbad eller karbad.
- Dufte til blomster, gå i haven eller nyde naturen ved en gåtur.
- Lytte til smuk musik, læse et rørende digt, se en sjov youtube video.
- Kontakt til kæledyr.
- Støtte, forståelse og gode samtaler – at være sammen med mennesker, du har tillid til.
Depression og nedtrykthed kan ‘kvæle’ livsglæden. De søde øjeblikke føles mindre søde og tilfredsstillende for din partner. Men det er vigtigt, at du selv holder fast i livsglæden – og bliver ved med at finde glæde i hverdagen. Ellers er der risiko for, at du brænder for at din partner skal få det bedre. Men til sidste selv brænder ud. Læs mere i artiklen Udbrændthed – typiske tegn og gode råd.
Kunne du lide denne artikel om at give støtte, når din partner er deprimeret? Så er du velkommen til at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev og modtage nye berigende artikler med viden og gode råd hver måned. Du kan også skrive til kontakt@sensitiv.dk og booke en tid, hvis du og/eller din partner ønsker mere hjælp.
Anbefalede tilbud
Indre ro med hjertekohærens:
Lær en effektiv metode, du kan bruge i alle tænkelige situationer – og få det bedste frem i dig selv.
1-dagskursus: Enkle øvelser, du kan bruge før, under og efter overstimulation. Få flere positive følelser, højere livskvalitet og bedre søvn. Også egnet til at slippe stress, angst og depression.
Slip grublerier, tankemylder og bekymringer:
Find indre ro, styrk din handlekraft og få mere overskud til ydre stress
1-dagskursus: Bryd negative tankemønstre, frisæt din handlekraft og få enkle øvelser til indre ro, styrke og overbevisning.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til vores individuelle samtaler og parsamtaler med fokus
på at udvikle parforholdet er du meget velkommen at kontakte os.