Krise i Parforholdet.10 tegn og 10 Gode Råd.

Brug krisen konstruktivt og skab et stærkere og mere lykkeligt parforhold

parforhold i krise
  • Hvad er de typiske tegn på krise i et parforhold?
  • Og hvordan vendes skuffelse og frustration til tillid og kærlighed?

Læs artiklen og få praktisk inspiration.

Læs også artikler med 20 tegn og 10 gode råd til skabe tryg tilknytning og om at helbrede utrygge ambivalente og undvigende mønstre, som kan fastholde en krise.

10 typiske tegn på krise i parforholdet

1.I deler færre positive følelser med hinanden

Hverdagen sammen føles farveløs eller ‘grå’. De fælles aktiviteter er mindre fyldt med glæde, nærvær og kærlighed.

2.Misforståelser og uenighed om småting bliver til ‘sten i rygsækken’.

I stedet for at lægge det bag jer, forbliver det som små ‘beviser’ på, at I ikke kan regne med hinanden.

3.Forskelle mellem jer bliver kilde til irritation i stedet for fascination

Ofte tiltrækkes du af en partner, som rummer modsætninger til dig. Når forholdet er i krise, vil I ‘sidde fast’ i hver jeres pol:F.eks. rationel – følsom, struktureret – spontan, indadvendt – udadvendt osv. I stedet for at blive beriget af hinandens forskelle.

4.Den ene eller jer begge bærer følelsen: “min partner forstår mig ikke.”

Selvom I er fysisk sammen, kan du og din partner føle jer psykisk alene. Der er mangel på ‘connection’ og samhørighed.

5.Forholdet er ofte en kilde til stress snarere end en buffer mod stress

I har svært ved at berolige hinanden og løse problemer sammen. Jeres samspil giver uro snarere end ro.

6.Kommunikationen er mere anspændt

I har svært ved at tale om vigtige emner og er belastet af en eller flere af følgende vanskeligheder:

  • kritik, bebrejdelser og anklager.
  • tavshed og tilbagetrækning.
  • tilbagevendende uenigheder.

7.Den fysiske kontakt er mindre kærlig

Det handler ikke kun om seksualitet og lidenskab, men også om små berøringer, der signalerer kontakt og omsorg: holde i hånd, stryge over håret osv.

8.I dvæler ved negative oplevelser og skuffelser

I husker negative oplevelser med hinanden. Både når I er sammen og hver for sig fylder tankerne om det, der skuffer og frustrerer.

9.Negative følelser og manglende tiltro tager til

Oplevelsen af ikke at være elsket, værdsat, forstået og respekteret vokser – og afføder negative følelser. I værste fald opstår der manglende tillid til partnerens intentioner.

10.Troen på, at I klarer krisen, svinder ind.

Tvivlen nager: “Kan det her holde?” Tvivlen påvirker tankerne, der bliver mere opgivende, og handlingerne, der bliver mere fastlåste.

 

Kom styrket gennem krisen i parforholdet. 10 gode råd

Løs problemerne, find hinanden igen og få et dybere og mere kærligt forhold til hinanden

1.Fokuser på at få mere agape ind i forholdet

Agape handler om at give kærlighed til din partner: uanset om din partner skuffer dig eller forholdet stresser dig.

Eros knytter sig til at føle kærlighed og gnist: disse følelser bliver mindre, når din partner skuffer dig.

Agape er baseret værdier, som varer ved både i medgang og modgang. Eros er baseret på følelser, der hele tiden forandrer sig.

Vigtig pointe: Hvis du længes efter at føle mere kærlighed (eros), er det vigtigt at begynde at give mere kærlighed (agape).

Fokuser mindre på:hvad kan jeg selv få ud af forholdet?” Så kan problemer og skuffelser hurtigere afskrække dig og få dig til at give op.

Fokuser mere på: “hvad kan jeg selv gøre for at forbedre forholdet?” Så vil du være mere vedholdende og gøre en større indsats.

Et forhold med meget agape kærlighed kan bære mere end et forhold, der især bygger på eros kærlighed. Eros føles fantastisk i medgang, men brister hurtigt i modgang.

Agape kærlighed giver forholdet styrke til at klare sig igennem kriser – og baner samtidig vejen for at vække eros kærlighed til live igen.

2.Lås ikke din partner fast i ‘de mørke øjeblikke’

Det, din partner siger og gør, når I har det rigtig svært, skal du ikke tolke som ‘sandheden‘ om, hvad din partner tænker og føler. Det er det typisk ikke. Snarere tværtimod. I sådanne situationer kan din partner:

  • svare dig vredt og være uretfærdig
  • fryse dig ude
  • overhøre dine følelser
  • overskride dine grænser
  • osv.

Det er typisk, når selvkontrollen ‘slår klik’, at negative følelser vælder frem. Her vil man opføre sig mindre – snarere end mere – i overensstemmelse med sine værdier.

Måske hæfter du dig igen og igen ved ting, din partner har sagt og gjort, som i virkeligheden har været fejltrin?

  1. Erkend disse ord og handlinger som fejl.
  2. Beslut dig for at tilgive og glemme.
  3. Husk alt det i din partner, som ikke passer godt sammen med de sårende ord og handlinger.
  4. Giv din partner en chance for at vise disse positive sider af sig selv.

Disse fire enkle trin er en direkte og meget vigtig vej til at genskabe brudt tillid.

kvinde med tanker der cirkler omkring

3.Behersk dine følelser

Billedligt talt er dine følelser som heste spændt for en vogn. Lad dem løbsk mindst muligt løbsk. Sådan undgår du bedst at du selv og forholdet bliver slået ud af kurs…

Det handler ikke om, at du skal undertrykke dine følelser – men i stedet at du skal kende disse ‘heste’ godt, behandle dem ordentligt, bruge dem som positiv drivkraft og være god til at tøjle og styre dem.

  1. Vær bevidst om tidspunktet, du deler følelser: har din partner reelt set mulighed for at tage imod dit budskab?
  2. Kend din partners ømme punkter: rammer du dem, mens du er i dine følelsers vold? Så forsøg hurtigst muligt at genskabe tillid: selvom indholdet er ok, kan du undskylde for din måde at sige ting på.
  3. Indskrænk tiden, du bruger på at ‘slikke sår’, når din partner frustrerer dig: Mens du er vred, irriteret, skuffet, sammenbidt, indelukket eller ked af det, er du følelsesmæssigt utilgængelig for din partner. Brug i stedet mere tid på at rede trådene ud og finde løsninger.

4.Vær konstruktiv i din kritik:

  1. anerkend din partners intentioner.
  2. vær konkret og samarbejdende: “kan vi gøre xxx på en ny måde”  – i stedet for generaliserende og bebrejdende: “Du er altid xxxx.”
  3. bed om realistiske ændringer. I stedet for at låse samtalen fast i det, der blev gjort forkert i fortiden.
  4. vis tiltro. Når du signalerer: “jeg tror aldrig, det forandrer sig”… er du med til at skabe modløshed, opgivenhed og manglende tiltro.

Undgå disse to faldgruber:

Ved utryg undvigende/afvisende tilknytningsstil, er du tilbøjelig til at opgive din partner – uden at sige noget. Din utilfredshed viser sig i stedet ved, at du tager afstand og tænker negativt om din partner. Læs mere

Ved ambivalent/ængstelig tilknytningsstil, er du tilbøjelig til at flamme op i vrede eller lade sorgen overvælde dig. Du gentager de samme ting igen og igen – uden at pege på løsninger. Læs mere.

5.Skab forbindelse gennem tid til indre ro, kontakt og samtaler

Mange parforhold kommer i krise, når hverdagens mange krav presser kærligheden som en citron, der til sidst mister sin saft.

Men krisen mister ofte grebet igen, når I prioriterer tid til at få forbindelsen tilbage.

  • tal om, hvilke ‘mørke sider, der dukker op hos jer, når I er under pres og stress: “Jeg kommer til at ligne min mor og bliver mere irritabel” eller “Jeg kommer til at minde om min far og er ‘efter dig’ med mit tvangsprægede behov for orden.”
  • tilgiv hinandens negative sider. Lås ikke dig selv eller din partner fast i disse mønstre. Tænk hellere: “Sådan går det, når vi er pressede og ikke er helt os selv – vi kan godt have tillid, når vi er i balance igen.”
  • kom med konkrete forslag til, hvordan I finder tid til at være sammen, falde til ro og få nogle dybere snakke, som hjælper jer på den anden side af presset.

6. Sæt fælles mål og skab positive forandringer

  • Hvad længes i efter? Lyt til jeres længsler. Hvad giver jer oplevelsen af, at forholdet giver mening? Hvad får jer til at føle, at I er levende og nærværende?
  • Kan I ‘genbruge’ tidligere succes-erfaringer? Se tilbage i jeres forhold. Er der ting, I plejede at gøre sammen, som fungerede rigtig godt? Og som vil være en hjælp at genoptage?
  • Sæt fælles mål: Et mål for et parforhold kan f.eks. være: “Vi skal have tid og overskud til, at vi begge føler os elskede.” En fælles vision, der forener jer, kan virke som en magnet, der ‘trækker’ jer ind i en positiv fremtid sammen.
  • Har I positive forbilleder? Hvilke par beundrer I? Kan I lade jer inspirere og selv prøve noget nyt?

7. Tal om, hvordan I reparerer efter konflikt og dårlig stemning – og øv jer

Ved en konflikt eller en dårlig stemning, er der ofte følelsen: ‘noget er gået i stykker mellem os‘. Dette kan slå skår i den indre glæde og ro – og gøre det svært at slappe af sammen. I stedet er den ene eller begge ‘på vagt’.

Eksempler på reparation:

  • At sige nogle forløsende ord: F.eks.”Vi var nok begge på barrikaderne her til morgen. Skal vi give hinanden en chance igen?”
  • En kærlig berøring: Et lille tryk i hånden, at stryge over håret, klemme om skulderen osv. Berøringen er et signal om: “Jeg er stadig glad for dig. Vi kommer på sporet igen.”
  • Vise forståelse: “Jeg kan godt se det fra din side. Selvom det frustrerer mig, forstår jeg også godt, hvorfor det frustrerer dig.”
  • Læring og løsning Det her er ikke rart for os. Lad os falde til ro  – og bruge lidt tid på at tænke over, hvorfor det skete, og hvad vi kan gøre ved det, så vi får det bedre.
  • Marker “det er ok igen nu.” Sådan ved både du og din partner, at I er ‘gode venner’ igen. Det gør det meget lettere at slappe af end når I ikke helt ved, hvor I har hinanden.

Hav en løbende samtale med din partner om reparation:

  • Hvilke strategier bruger vi lige nu? Hvordan virker de? Kan vi bruge dem endnu mere?
  • Er der nye strategier, vi kan bruge?
  • Hvor lang tid tager det for os at reparere efter en konflikt eller dårlig stemning?

Vigtig pointe: træn jer i at blive bedre til at komme hurtigt tilbage i god kontakt efter en dårlig stemning. Det hjælper jer til at genfinde tillid og blive mindre tynget af krisen.

 

8. Er fortiden på besøg? – vend kærligt tilbage til nuet.

Når din partner siger “hvorfor har du ikke taget skraldet med?” kan du måske føle dig kritiseret. Tonefaldet fik dig til at opleve: “Det er MIG, der er noget galt med. Ikke min forglemmelse“.

Din hjerne trækker på et splitsekund en tråd tilbage til følelsen af at være et lille barn, som ikke er elsket. Derfor bliver du irriteret og afviser: “jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg går ud med skraldet...” Du spænder i kæberne og er indestængt resten af aftenen.

I sådanne øjeblikke reagerer du typisk mindre på din partner i nuet – og mere på det, din hjerne husker fra fortidens samspil med din mor, far, søskende, ekspartnere osv.

Genkend reaktionerne, stands dem og fokuser på at komme tilbage i nuet.

F.eks. kan du selv sige: “Hov, nu kommer jeg til at føle, at du er som min mor, og jeg får den samme ubehagelig følelse, som da jeg var barn.”.

Eller: “Det minder mig om min ekskæreste, som altid kritiserede mig.”

Din partner kan kærligt minde dig om: “husk, at det bare handlede om skraldet. Jeg elsker dig stadig 🙂 ”

Arbejd sammen med din partner om at vende tilbage til nuet, når fortiden er på besøg i jeres samspil.

Et typisk tegn på, at fortiden er på besøg, er når små ting vokser til store problemer.

I disse situationer handler det ikke om den konkrete ting og diskussioner om f.eks. skraldet fører ofte samtalen – og forholdet – på vildspor.

Tværtimod handler det om smertefulde minder fra fortiden – og om at vende tilbage til nuet og kærligt se bag om den konkrete hændelse. Sådan skaber I en mere dyb kontakt og lærer at forstå hinandens ømme punkter.

9. Ryd op i jeres forventninger til hinanden og forholdet

  1. fravælg urealistiske forventninger: Giv slip på glansbilleder af et forhold eller en partner. F.eks.: “du skal kunne læse mine behov automatisk, hvis du elsker mig.” En sådan forventning skaber problemer og hæmmer kommunikationen, fordi selve behovet for at kommunikere anses for at være et tegn på ‘manglende kærlighed’.
  2. fravælg negative forventninger: Typisk virker negative forventninger til din partner som en selvopfyldende profeti, der forværrer jeres krise. Din partner kan mærke, at du har ‘givet op’ og føler din mistillid. Det ansporer din partner til at reagere på præcis den måde, du ikke bryder dig om.
  3. fokuser på realistiske og positive forventninger: hav konkrete mål, f.eks. for at kunne reparere konflikter og tale konstruktivt om dem. Formuler dem positivt. F.eks. “du taler med mig, når du er skuffet – i stedet for at gemme dig bag en mur af is.”
Såret af din partners kritik

10.Søg viden og hjælp, hvis I ‘sidder fast’ i krisen

Viden kan virke som olie på en cykelkæde og sætte gang i et forløsende flow. Læs artikler, lyt til en lydbog eller læs en bog sammen. Husk, at mange andre par har oplevet kriser og er kommet igennem dem.

Vi vil især anbefale fælles læsning af bogen: Hold mig af Sue Johnson. Eller at at lytte til lydbogen på engelsk: Hold me tight.

Hvis I oplever, at viden ikke er nok til at få jer videre, kan I med fordel søge professionel hjælp til at bruge krisen som et springbræt til positiv udvikling.

Kunne du lide denne artikel om tegn på krise i parforholdet og praktiske anbefalinger til at håndtere krisen? Så er du velkommen til at tilmelde dig vores gratis nyhedsbrev og modtage nye berigende artikler med viden og gode råd hver måned.

Har du og din partner brug for vejledning i at komme igennem en krise parforholdet, kan I skrive til kontakt@sensitiv.dk og booke en tid til parsamtale eller en plads på et af vores seminarer, som kan hjælpe på vej.

Anbefalede arrangementer

Fra Vrede til Varme:

Lær at håndtere din vrede mere bevidst, kompetent og positivt

1-dagskursus: Styrk din autoritet, slip det negative og få bedre helbred og relationer. Lær at håndtere vrede på en stærk og positiv måde, som får de bedste sider frem i dine sensitive træk.

Indre ro med hjertekohærens:

Lær en effektiv metode, du kan bruge i alle tænkelige situationer – og få det bedste frem i dig selv.

1-dagskursus: Enkle øvelser, du kan bruge før, under og efter overstimulation. Få flere positive følelser, højere livskvalitet og bedre søvn. Også egnet til at slippe stress, angst og depression.

Slip grublerier, tankemylder og bekymringer:

Find indre ro, styrk din handlekraft og få mere overskud til ydre stress

1-dagskursus: Bryd negative tankemønstre, frisæt din handlekraft og få enkle øvelser til indre ro, styrke og overbevisning.

Kærlighedsliv og parforhold: 3-timers online seminar

Få vigtige redskaber til parforholdet, hvor én eller begge er sensitive

3-timers onlne seminar: Få vigtige redskaber til kærlighedslivet, når du og/eller din partner har sensitive træk.

Se videoklip om at træne hjernen og gøre psyken stærk

Martin August interviewer professor Paul Gilbert, der guider dig til at træne hjernen og få flere positive sider af personligheden frem i hverdagen. Paul Gilbert er en af verdens førende eksperter i praktiske metoder til at slippe destruktiv vrede og regulering af følelser. Han er forfatter til flere internationale bestsellere.

Kort dansk resume af hovedpointer 

At træne hjernen er en ‘neurofysioterapi’, hvor du træner hjernens ‘muskler’. Du kan sammenligne det med fysioterapi, hvor du styrker kroppens muskler.

Hjernen er formbar. Tidligere troede man, at den ikke kunne forandres. I dag ved vi, at den forandrer sig livet igennem, når du stimulerer den.

– Taxichauffører i London har usædvanlig meget aktivitet i hippocampus, som er et hjerneområde, der knytter sig til geografisk hukommelse.

– Violinister har udsædvanlig meget aktivitet i hjerneområder, der knytter sig til finmotorisk bevægelse af fingrene.

Ved at reflektere på den rigtige måde kan du træne din hjerne til indre balance: du stimulerer positive processer i hjernen.

“It’s the same situation, but a different experience”
Du begynder at se og opleve verden på en anden måde. Når du selv og andre har det svært, vil du ikke se bort fra det eller føle dig magtesløs. I stedet vil du føle dig til forpligtet til at gøre noget for at rumme smerten og løse problemerne.

“Psyken er som en have med smukke blomster. Den er påvirket af jorden, vejret og vinden og har brug for en god gartner. Hvis du lader ukrudtet vokse frit, er det ikke sikkert, at du vil bryde dig om, hvordan haven til sidst kommer til at se ud. Du skal huske, at du kan lære at passe på din psyke ligesom en god gartner passer sin have.”

Ligesom det kræver øvelse at blive god til at spille klaver eller golf, kræver det træning at blive det menneske, du helst vil være. Nogle har et naturligt talent for det. Men alle vil opleve, at de forbedrer sig, når de træner og dagligt gør en anstrengelse.

Hvis du vælger at udvikle de positive egenskaber, vil du ikke kun forandre din hjerne og skabe balance i dit nervesystem. Du vil forandre hele din måde at anskue livet på. Ved at træne hjernen i hverdagen kan du vende vrede til varme.

Få mere viden og flere redskaber på kurset: Fra vrede til varme – for sensitive mennesker

Få mere inspiration i 2 timers videokursus med Paul Gilbert: Indre ro – en praktisk guide

Psykolog, Lise August & Psykoterapeut, Martin August

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til vores kurser, gruppeforløb, individuelle samtaler og parsamtaler med fokus
på at udvikle tryg tilknytning er du meget velkommen at kontakte os.

Tilmeld og få gratis gaver fra Sensitiv.dk

Berig hverdagen med inspiration og ny viden til dig selv eller dit barn.
Tilmeld og få gratis gaver!


 

BOG
Sensitive Børn

BOG & VIDEO
Kursus

BOG
Sensitive Børn og Voksne

DOBBELT DVD
Særligt Sensitive

Sensitive Voksne

SENSITIVE
VOKSNE


Sensitive Børn

SENSITIVE
BØRN


Pskykoterapi

BOOK
SAMTALE


Indre ro kurser

KURSER
& GRUPPER