Gode råd til eksamen og jobsamtale
– Succes istedet for fiasko
En deltager ved seminaret om sensitive teenagere og unge spurgte os:
Hvorfor er mine nerver som spaghetti, når andre har nerver af stål? Er jeg dømt til evig fiasko, fordi jeg er sensitiv, eller er der noget, jeg kan gøre?
Spørgsmålet er vigtigt: Hvis du bruger din sensitivitet godt, så vil den kunne bidrage til succes i stedet for fiasko. Læs videre og få gode råd.
Både sårbarhed og styrke
Det er sandt at du på én måde er mere sårbar, fordi du er sensitiv: dit nervesystem reagerer mere kraftigt ved stimulerende situationer som eksamen og jobsamtaler.
Du bliver mere påvirket, og det kan f.eks. måles via blodprøver, hvor du vil se, at kroppens stress respons systemer lidt hurtigere bliver aktivt.
Den gode nyhed er, at du kan lære at beherske dig selv og bevare roen – og i givet fald er det et plus og ikke et minus for dig, at du er sensitiv:
5 praktiske anbefalinger: hvad kan du gøre?
1. Forbered dig på den rigtige måde:
Sæt tid af til både at være fokuseret OG til at slappe helt af. En stor fejl mange sensitive begår er, at de er konstant anspændte, mens de forbereder sig. Det svarer billedligt talt til at ‘slukke for kontakten’ til dit indre lys, som får dig til at se og tænke klart. Lav en plan, hvor du fleksibelt veksler mellem fokus og at slippe fokus.
Husk at netop fordi du er sensitiv har du ekstra brug for tid, hvor du også slipper fokus. På den måde kan du bedre præstere dit ypperste, når det gælder.
2.Træn positivt fokus
Træn dig selv i at fokusere positivt mentalt, mens du er i en rolig og afslappet indre tilstand (du kan f.eks. bruge indre ro med hjertekohærens). Sæt i denne modtagelige tilstand nogle mål, der handler om processen og din egen indsats. Begge dele har du selv indflydelse på! Sæt ikke mål, der handler om resultatet. Det kan gøre dig magtesløs, for resultatet har du ingen indflydelse på! Eksempler:
En sensitiv gymnasieelev valgte at fokusere på, at samtalen til mundtlig dansk eksamen skulle være meningsfuld: han ville fokusere på emnet i stedet for vurderingen. Bagefter fik han den bedste feedback nogensinde.
En sensitiv kvinde søgte job: i stedet for at tænke på sig selv, tænkte hun på, om der var et godt match og en god kontakt. Hun fik jobbet og feedback om, at hun havde en overbevisende udstråling (efter i årevis at have lidt af angst for jobsamtaler.)
3.Lær at tolke – og bruge – den ophidsede tilstand positivt
Forskere har fundet ud af en fascinerende sammenhæng, du selv kan have stor indflydelse på:
Hvis du tolker den indre uro, som opstår, når dit stressrespons bliver aktivt (spaghettinerverne dirrer….), som et tegn på, at du er alt for nervøs, bliver din præstation dårligere.
Hvis du omvendt tolker den indre uro, som tegn på, at du mobiliserer energi og resurser til at klare situationen optimalt, er det netop det, der sker: du kan lave en toppræstation, fordi du er blevet ‘tændt’.
Billedligt talt kan du surfe på bølgen og bevare kontrollen i stedet for at styrte ned i havet.
4.Indstil dig på at spille skuespil og finde overbevisende formuleringer – men uden at ‘miste dig selv
Før, under og efter kan du træne dig i at spille skuespil, hvor du gennem kropsholdning, stemmeføring, formuleringer og ansigtsudtryk udstråler den overbevisning og det engagement, du ønsker at lade skinne igennem – selvom du ryster og bæver indeni.
Nogle mennesker tænker: “det gælder om at være oprigtig og helt ærlig. Jeg er ‘falsk’, hvis jeg ikke siger tingene som de er’. Det kan konkret blive en ulempe. Eksempler:
Når du får et svært spørgsmål til din eksamen kan du svare: “det er et interessant spørgsmål, som kan ses fra mange perspektiver. Det får mig i øvrigt til at tænke på xxxx (og så taler duvidere om en del af emnet, du kender en smule til). I stedet for at sige: “det ved jeg ikke”.
Til jobsamtale kan du svare: “Jeg har mange ekstroverte kompetencer”. Inde bagved er du måske godt klar over, at de siger, at de søger en ekstrovert medarbejder, fordi de ønsker en person, der er socialt velfungerende. Og det ved du, at du er. Derfor nøjes du ikke med at sige: “jeg er ikke ekstrovert, men introvert”.
Hører du til dem, der har svært ved at spille skuespil, så hjælper det at tænke på dine værdier og vigtigheden af eksamen eller jobsamtale.
Skuespillet kan ‘virke’ for dig , hvis du på forhånd har tænkt godt over, hvordan det passer med dine værdier. Og på den måde styrer du uden om følelsen af at du ‘sælger katten i sækken’.
5.Giv dig selv konstruktiv feedback, som får dig til at vokse i stedet for at visne
Hvis du er meget selvkritisk og ‘slår ned som en høg’, når du begår den mindste fejl, kan du lamme dig selv i situationen. Du kan også hæmme din evne til at forberede dig. Eller til at tage ved lære, når du tænker tilbage.
Især efter en negativ oplevelse, er det vigtigt, at du giver dig selv en konstruktiv feedback, hvor du:
- anerkender dine anstrengelser snarere en resultatet.
- fokuserer konkret på de tre vigtigste ting, du vil træne til næste gang.
- Vær opmærksom på ‘stemningen’ i den indre feedback: når den er hård og kølig snarere en varm, humoristisk eller kærlig vil den især kunne blokere dig.
Få evt. mere inspiration ved kurset Fra selvkritik til selvaccept.
Summa summarum. Der er meget du kan gøre. Du er IKKE dømt til evig fiasko ved eksamen og jobsamtale, fordi du er sensitiv.
Flere forskere er enige om, at takket være din følsomhed kan du endda være ekstra god til at få udbytte af strategier, der hjælper dig til at mestre situationen.
Søger du mere inspiration?
Book en samtale ved at skrive til kontakt@sensitiv.dk Her kan du få flere nyttige redskaber, der styrker dig inden næste eksamen eller jobsamtale.
Deltag på kurset Indre ro med hjertekohærens og lær hvordan du kan bruge metoden til at booste din præstation, din udstråling og din trivsel både før, under og efter. Eller fordyb dig i træningen over længere tid ved at deltage i Indre ro – gruppe for sensitive.
Kom på kurset Fra selvkritik til selvaccept og lær mere om, hvordan du slipper fri fra den indre kritik, som ofte er hovedårsagen til, at du føler dig svækket og rystet før, under og efter afgørende situationer. Selvkritikken kan være den modstander, som fælder dig på forhånd inden du overhovedet er kommet i gang.
Som sensitiv er du mere sårbar og rammes hurtigere af nedtrykthed og stress, hvis du møder modgang i livet, ellers ikke.
Styrken er, at du som sensitiv også kan være bedre til at bearbejde dine vanskeligheder. Lær mere om Fordelen ved at være sensitiv.
Gå videre til oversigt over alle videoklip fra seminarer.
Gå videre til dobbelt DVD’en med fra sidste seminar om særligt sensitives trivsel med psykologerne Elaine Aron og Lise August.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til vores 1-dagskurser, grupper eller individuelle samtaler med fokus på hvordan du bedst forbereder dig til eksamen og jobsamtale, er du velkommen til at kontakte os.